
Vækstkaution populær vest for Storebælt
18-01-2007 Pressemeddelelse
Vækstfonden har opgjort det samlede resultat for Vækstkaution i 2006. Og tallene viser, at tre ud af fire kautioner har en adresse, der ligger vest for Storebæltsbroen.
Hver gang Vækstfonden stillede fire Vækstkautioner gik tre af dem til en iværksætter på Fyn eller i Jylland.
"Erhvervsstrukturen i det vestlige Danmark er i højere grad præget af traditionel industri, handel og service. Virksomheder i disse brancher er ofte mindre kapitalkrævende og risikobetonede end eksempelvis højteknologiske iværksættervirksomheder. Og det er årsagen til, at lånefinansiering med Vækstkaution er en oplagt mulighed for at skabe vækst i netop den type virksomheder," siger vicedirektør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard.
Vækstkaution indebærer, at Vækstfonden deler lånerisikoen med pengeinstituttet, der derfor kan finansiere projekter, hvor kunden ikke kan stille tilstrækkelig sikkerhed – for eksempel iværksættervirksomheder eller anden virksomhedsudvikling. Vækstkaution kan bruges til lån fra 75.000 kr. op til lån på 5 mio. kr. og dækker 75 procent af pengeinstituttets kreditrisiko.
"En af årsagerne til at vi ser et større marked i Vestdanmark er, at Vækstkaution er særlig velegnet til at finansiere ejerskifter. Og dem ser vi mange af i Vestdanmark. I 2006 blev mere end 60 procent af alle Vækstkautioner bevilget til netop ejerskifter," siger Rolf Kjærgaard, og tilføjer:
"Andelen af Vækstkautioner, der går til ejerskifter er steget med 20 procent i 2006. Jeg tror, at vi ser en tendens til, at nye iværksættere i højere grad bliver finansieret igennem Kom-i-gang lån, der jo netop er målrettet den gruppe. Det skaber mulighed for et stærkere fokus på ejerskifter med Vækstkaution. Og her må vi ikke glemme, at et ejerskifte i en virksomhed ofte skaber ny udvikling og vækst."
Kontakt Vækstfonden
 | Rolf Kjærgaard - Vicedirektør |
+45 35 29 86 93 +45 40 81 09 96 rk@vf.dk |