
Iværksættere nyder godt af Vækstøkonomien
18-01-2007 Pressemeddelelse
I 2006 stillede Vækstfonden Vækstkaution for lån til en samlet værdi på lige over 160 mio. kr., og det er næsten det halve af sidste års 300 mio. kr. I samme periode er der flere end nogensinde, der har taget springet ud i tilværelsen som iværksætter og bankernes udlån til erhvervsformål har udvist vækstrater, der er tocifrede.
"Det er glædeligt, at virksomhederne har haft gode muligheder for at finansiere vækst. Baggrunden er gunstige økonomiske konjunkturer, høje friværdier og skærpet konkurrence bankerne imellem. Konjunkturerne betyder, at nye virksomheder har bedre mulighed for at bide sig fast i markedet, og de høje friværdier betyder, at iværksætteren kan stille mere sikkerhed. De to faktorer mindsker risikoen for banken, og den hårde konkurrence betyder, at banken er villig til at strække sig lidt længere," siger vicedirektør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard.
Det betyder at bankerne i højere grad vælger Vækstfonden fra som sikkerhed for lånene.
"Men tallene viser også, at der stadig er god brug for et produkt som Vækstkaution til den kreditværdige iværksætter, som ikke selv kan stille de nødvendige sikkerheder," understreger Rolf Kjærgaard.
Ejerskifter i højsæddet Opgørelsen for Vækstkaution i 2006 viser også, at 61 procent af kautionerne gik til generations- og ejerskifter. I forhold til 2005, hvor andelen, der gik til ejerskifter lå på 51 procent, er der tale om en fremgang på cirka 20 procent.
"Jeg tror, at vi ser en tendens til, at nye iværksættere i højere grad bliver finansieret igennem eksempelvis kom-i gang-lån i stedet. Det skaber mulighed for et stærkere fokus på ejerskifter for Vækstkaution," siger Rolf Kjærgaard.
Produktet Vækstkaution indebærer, at Vækstfonden deler lånerisikoen med pengeinstituttet, der derfor kan finansiere projekter, hvor kunden ikke kan stille tilstrækkelig sikkerhed – for eksempel iværksættervirksomheder eller anden virksomhedsudvikling. Vækstkaution kan bruges til lån fra 75.000 kr. op til lån på 5 mio. kr. og dækker 75 procent af pengeinstituttets kreditrisiko.
Kontakt Vækstfonden
 | Rolf Kjærgaard - Vicedirektør med ansvar for låne- og kautionsaktiviteter |
+45 35 29 86 93 +45 40 81 09 96 rk@vf.dk |