Til forsiden

Det danske venturemarked sætter ny rekord

19-09-2006 Pressemeddelelse

Andet kvartal 2006 har været det bedste kvartal nogensinde for den danske venturebranche siden Vækstfonden og foreningen af venture- og private equity investorer,(DVCA), begyndte på kvartalsanalyser af markedet i 2003. I forhold til første kvartal i år er der sket en fordobling investeringsaktiviteten. Desuden viser analysen, at de fire seneste kvartaler er de bedste fire i træk, med gennemsnitlige investeringer på 560 millioner kroner per kvartal mod 530 millioner i den næstbedste række. Billedet viser også, at der er flere nyinvesteringer, IT-investeringer er i fortsat fremgang og energiinvesteringer er kommet i fokus.

Den gode start for det danske venturemarked i 2006 bliver fulgt op af et forrygende andet kvartal. I kvartalet blev der investeret tre kvart milliard kroner, hvilket er dobbelt så meget som de 380 millioner, investorerne placerede i første kvartal 2006.

"Det er mere end glædeligt, at investeringstempoet herhjemme har nået en så høj kadence, som vi ser. Det underbygger jo, at det danske marked for innovationsfinansiering er i færd med at blive det førende i Europa. Det er positivt, at IT-investeringerne herhjemme fortsat er rigtigt godt med, og så er det værd at bide mærke i, at der kommet markant flere nyinvesteringer" påpeger formand for DVCA, Ulrik Spork. Nyinvesteringer udgør 53 procent af de samlede investeringer i andet kvartal mod 41 procent i kvartalet inden.

Investorerne bliver også løbende bedt om at vurdere kvaliteten af de investeringsmuligheder, der kommer ind – det såkaldte deal-flow – på en skala fra et til fem. Det gennemsnitlige deal flow er blevet vurderet til at ligge på 3,5 – og det er det højeste nogensinde.

"Det er meget glædeligt. Det er jo netop kvaliteten i den enkelte virksomhed, der er afgørende for om investorerne vil sætte penge i den," understreger Ulrik Spork.

Nye brancher
Traditionelt er det investeringer i udvikling af ny medicin, hospitalsudstyr og IT-branchen, der trækker det store læs. Det er det stadig, men der er ved at være mere investorfokus på nye brancher. En af de brancher, der er blevet mere synlig på ventureinvestorernes radarskærm, er energi, som har drevet investeringerne uden for IT og Life Sciences frem fra 12 procent til 21 procent af de samlede investeringer

"Jeg tror, at det er en udvikling, som vi vil komme til at se mere til over de næste år. De traditionelle venturefinansierede brancher vil fortsat have investorernes interesse, men flere og flere brancher når i disse år en forretningsmæssig modenhed, der gør dem spændende for investorerne. Design, miljø og energi tror jeg er brancher, der vil blive set meget nøje på i de kommende år. Vi er selv i færd med at kortlægge energiområdet, og har tidligere på året set nærmere på designbrancherne" forklarer vicedirektør i Vækstfonden, Rolf Kjærgaard.

Hele rapporten kan læses på www.vf.dk eller  www.dvca.dk.

Kontakt Vækstfonden


Rolf Kjærgaard - Vicedirektør
+45 35 29 86 93
+45 40 81 09 96
rk@vf.dk