
Dansk audio-teknologivirksomhed får internationalt gennembrud
19-09-2006 Pressemeddelelse
Amerikanske Analog Devices Inc. køber AudioAsics A/S
Danske AudioAsics bliver en hjørnesten i amerikanske Analog Devices’ (ADI) udvikling af low power audio løsninger. AudioAsics har udviklet en serie små og støjsvage forstærkere, der er specielt udviklet til at passe ind i de miniaturemikrofoner, som skal bruges i den næste generation af mobiltelefoner. Analog Devices, der er en global markedsleder inden for signalbehandlingsløsninger, har købt AudioAsics af stifterne; direktør Michael Deruginsky, udviklingschef Claus E. Fürst, Ph.D. Igor Mucha, Ph.D. Mohammad Shajaan og Henrik Thomsen, samt et investorkonsortium bestående af Vækstfonden, Seed Capital Denmark og investor Henrik Hvidtfeldt, der alle har været med på rejsen siden selskabets stiftelse for kun tre år siden.
- "Vores team, vore teknologier og produkter passer perfekt ind i ADIs strategiske plan, og ADI har styrken til at sikre en fortsat stærk udvikling af forretningen. ADI har designcentre over hele verden, og det er derfor helt naturligt, at AudioAsics forbliver i Danmark, hvor der er et godt samspil mellem forskning og industri – og adgang til de specialister vi har brug for" siger direktør i AudioAsics, Michael Deruginsky.
Kombinationen af AudioAsics ekspertise inden for high-performance low-power audio mikrofonløsninger samt virksomhedens audio signal conditioning technology og Analog Devices’ signal processing kompetencer forventes at resultere i audioløsninger, der vil forbedre lydkvaliteten i mobile kommunikationsprodukter såsom MP3afspillere, mobiltelefoner og PDA’er.
- "Aftalen med Analog Devices vil løfte AudioAsics fra en virksomhed med potentiale i verdensklasse til en sand leder på det globale marked. Vi er meget stolte af den internationale succes, som AudioAsics team’et har formået at skabe siden stiftelsen for tre år siden", siger Eric-Alan Rapp, investeringschef i Vækstfonden.
– "At et dansk opstartsfirma som AudioAsics bliver en hjørnesten inden for digital audio teknologi hos en så betydelig international aktør som Analog Devices, er til stor glæde for Symbions innovationsmiljø og SEED Capital Denmark. Det viser at dansk innovation og venturekapital kan skabe seriøse internationale resultater" , tilføjer partner i Seed Capital Denmark, Lars Andersen.
"AudioAsics er et godt eksempel på, hvorledes vi i Danmark kan gøre os internationalt gældende med en nystartet videnvirksomhed og med en fokuseret indsats positionere os i brændpunktet af et paradigmeskift – i dette tilfælde skiftet fra analoge til digitale mikrofoner og derved opnå markedsdominans inden for et meget veldefineret og afgrænset forretningsområde. I sidste ende forventer jeg, at der vil blive langsigtede gevinster at hente alene på den skærpede opmærksomhed, der vil følge i kølvandet på denne handel" understreger Henrik Hvidtfeldt.
Kontakt Vækstfonden
 | Christian Motzfeldt - Direktør |
+45 35 29 86 70 +45 40 80 48 60 cm@vf.dk |