
Zealand Pharma viser igen gode resultater
09-02-2012 Nyhed
Zealand Pharmas diabetesmiddel lixisenatid har endnu en gang opnået gode resultater. Medicinalvirksomheden modtager derfor 110 mio. kr. i milepælsbetaling efter afslutningen af udviklingsprogrammet for diabetesmidlet. Også Sanofis 2011-regnskab viser, at det går godt.
Udviklingen af lixisenatid (Lyxumia®) til daglig behandling af type 2-diabetes er i sin afsluttende fase. Af de seneste resultater fremgår det, at midlet opfylder de primære effektmål om en signifikant sænkning af langtidsblodsukkerniveauet. Derfor modtager Zealand Pharma A/S en milepælsbetaling på 110 mio. kr. fra samarbejdspartneren Sanofi i forlængelse af en succesfuld afslutning på udviklingsfasen.
Diabetesmidlet har vist positive resultater gennem hele udviklingsprogrammet, hvor mere end 4.500 patienter med type 2-diabetes har deltaget. De positive resultater er opnået i kombination med lægemidlet Lantus, som er Sanofis verdensførende basale insulinprodukt til type 2-diabetes.
Zealand Pharmas adm. direktør, David Solomon, udtaler i en kommentar til resultaterne:
”De positive resultater fra GetGoal-P er endnu en vigtig milepæl i det kliniske fase III-udviklingsprogram for lixisenatid, der er opfundet af Zealand Pharma som en ny diabetesbehandling. Det glæder os at se de konsekvent underbyggende resultater, der rapporteres fra GetGoal-udviklingsprogrammet, og som har ført til indsendelsen af en europæisk registreringsansøgning for lixisenatid i november 2011 – og som forventes at understøtte en registreringsansøgning i USA i 4. kvartal 2012.”
Vækstfonden er via Sunstone Life Science Ventures Fund I K/S en af investorerne i Zealand Pharma.
Læs Zealand Pharmas pressemeddelelse fra 8. februar 2011
Læs Zealand Pharmas pressemeddelelse fra 9. februar 2011