Til forsiden

Vækstfondens nyheder

Ernst & Young’s evalueringsrapport om Vækstfonden er nu offentliggjort

15-04-2010 Nyhed

Økonomi- og Erhvervsministeriet har nu offentliggjort Ernst & Young’s evalueringsrapport om Vækstfonden. Vækstfondens bestyrelsesformand, Walther Thygesen, er tilfreds med rapportens overordnede konklusioner og ser frem til at nærlæse hele rapporten.

Evalueringsrapporten om Vækstfonden, som er udarbejdet af konsulentvirksomheden Ernst & Young, er nu offentliggjort og ligger tilgængelig på Økonomi- og Erhvervsministeriets hjemmeside. Vækstfondens bestyrelsesformand er tilfreds med de overordnede konklusioner i rapporten og ser frem til at nærlæse rapporten:

”Jeg har med tilfredshed læst de overordnede konklusioner i Ernst & Young’s evalueringsrapport. Rapporten fastslår, at Vækstfonden lever op til sit formål ved at medfinansiere virksomheder, hvor markedet tøver, og har skabt økonomisk aktivitet, som ellers ikke ville have fundet sted. Rapporten fastslår, at virksomhederne i Vækstfondens portefølje siden 2001 har skabt 5.000 job, og henviser til, at den samlede beskæftigelse skabt i de virksomheder, der enten har modtaget venturefinansiering, Vækstkaution eller Kom-i-gang-lån, er 24.000. Rapporten fremhæver også, at Vækstfonden særligt med sine direkte investeringer har sikret kapital til virksomheder på de tidligste stadier, hvor det generelt er svært for virksomheder at opnå finansiering. Det er bestyrelsen og jeg naturligvis tilfredse med at få slået fast, da det præcis er den opgave, Folketinget har bedt Vækstfonden om at løse,” siger Walther Thygesen, bestyrelsesformand i Vækstfonden, og fortsætter:

”Bestyrelsen er af den opfattelse, at evalueringsrapporten er værdifuld og indeholder vigtig information om Vækstfondens aktiviteter og interessenter, som vi naturligvis vil inddrage i det fremadrettede strategiarbejde. Nu vil bestyrelsen og jeg nærlæse evalueringsrapporten.”

Læs hele evalueringsrapporten fra Ernst & Young her

Læs Økonomi- og Erhvervsministeriets pressemeddelelse om evalueringsrapporten her