
Fullrate solgt til TDC
16-03-2009 Nyhed
• SEED Capital sælger aktierne i Fullrate
• Et skoleeksempel på vellykket ventureinvestering
Lyngby 13. marts 2009 – SEED Capital har i dag – sammen med de øvrige aktionærer i Fullrate – indgået aftale om at sælge
Fullrate A/S til TDC.
Dermed dokumenterer SEED Capital, at der fortsat kan gennemføres endog meget vellykkede og profitable investeringer på venturemarkedet.
”Vi har været med fra starten af Fullrate i 2005 og kan se tilbage på et uhyre vellykket forløb”, siger partner i SEED Capital, Lars Andersen, som har været bestyrelsesmedlem i en årrække og beklædt formandsposten i Fullrate i den afgørende fase af salget til TDC.
Selskabet er på få år vokset fra ide- og iværksætterstadiet til i dag at have 80.000 kunder, omsætte for mere end DKK 180 mio. og tjene godt DKK 35 mio. (EBITDA).
”Fullrate er et skoleeksempel på, hvordan vi i SEED Capital kan udfylde vores rolle i det danske venturemiljø. Sammen med Fullrates utroligt dygtige stiftere har vi kunnet bidrage fra selskabets ide over dets etablering og udvikling og frem til endelig modning, og det er et fantastisk veltrimmet selskab med en kompetent og innovativ ledelse, vi nu kan sende videre mod nye udfordringer,” fortsætter Lars Andersen.
”Salget af Fullrate giver et meget tilfredsstillende afkast til investorerne i SEED Capital. Og fra vores side vil vi fortsætte vores arbejde i det initiativrige, danske venturemarked for at finde, støtte og drive nye selskaber lige så succesfuldt – til gavn for selskaberne og til gavn for vores investorer,” slutter Lars Andersen.
For yderligere information, kontakt:
Lars Andersen, Partner, SEED Capital
E-mail: la@seedcapital.dk
Telefon: +45 45 25 61 53