
Blog på ErhvervsBladet: Står du og mangler en bestyrelsespost?
05-12-2008 Nyhed
Af Jens Wittrup Willumsen, tilknyttet venturepartner
En bekendt tog for nyligt fat i mig og spurgte om jeg ikke kunne hjælpe hende med en bestyrelsespost. Hun anså en bestyrelsespost som et godt supplement til hendes akademiske uddannelse og 15 års erfaring i en mellemstor virksomhed. Det kunne jeg ikke være uenig i! Det var ikke første gang jeg fik det spørgsmål og endnu en gang måtte jeg konstatere at efterspørgslen efter bestyrelsesposter tilsyneladende er en del større end udbuddet.
Der er flere veje til en til en bestyrelsespost, men overvej denne hvis du samtidig har lidt pensionsopsparing lagt til side, som du gerne investerer aktivt i stedet for passivt at se på at aktiemarkedet æder værdien af dine børsnoterede aktier op.
Hvert år gennemføres der kapitaltilførsel til ca. 200 vækstvirksomheder i Danmark, via venture fonde og business angels/privat personer, som står overfor at skulle realisere vækstplaner. Iværksætterne er ofte ikke klar over hvor de skal gå hen og finde finansiering, udover banken, og det kan derfor være vanskeligt for private investorer at vide præcist hvor man skal møde investeringsmulighederne. Mange nye iværksættere er kommet til i Danmark under den seneste vækstperiode siden 2003, og antallet af investeringsmuligheder er derfor større end nogensinde. Alligevel er det oftest Tordenskjolds soldater som investerer.
Du kan anvende dine pensionsmidler til investering i unoterede aktier, indenfor visse grænser, ift. din samlede pensionsformue. Kontakt et af de etablerede Business Angel netværk, Partnerkapital fra Vækstfonden eller gør det kendt i dit eget netværk at du er på udkig efter en aktiv investering. Finder du en investeringsmulighed, der matcher med dine kompetencer og interesser, kan du få adgang til en bestyrelsesplads med alt det den kan give dig af udvikling og en plads på første række til at sikre at din investering bliver guldrandet.
Se bloggen på ErhvervsBladet: Klik her