Til forsiden

Vækstfonden indstiller salg af venturefonde

08-05-2008 Nyhed

Vækstfonden lægger de aktuelle planer om at sælge ud af en række andele i venturefonde på hylden.

En international anerkendt investeringsmægler, som Vækstfonden har bedt om at forholde sig til mulighederne for at afhænde andelene i det aktuelle marked, har vurderet salgsprisen til at ligge på et niveau, som ikke er attraktivt for Vækstfonden.

”Vi vidste, at der er masser af kapital i spil fra såkaldte secondaries, som er på udkig efter at købe virksomheder fra venture- og kapitalfonde. Det har vi da også fået bekræftet, men investorerne vil ikke give en pris for vores portefølje, som er attraktiv for os. Vi har meget stor tillid til ledelse og medarbejdere i de virksomheder, som der er investeret i og mener, at mange af virksomhederne har et betydeligt potentiale for at vokse og udvikle værdi. Og da vi ikke har behov for at øge vores kassebeholdning, vil det være dårligt købmandskab at sælge lige nu. Derfor indstiller vi processen,” siger vicedirektør Martin Vang Hansen, der leder forretningsområdet Fondskapital, som forvalter Vækstfondens investeringer i 19 venturefonde.

Det meddeler Vækstfonden nu de ventureselskaber, som har været med på råd flere gange i løbet af processen.

Vækstfonden har hermed som planlagt testet markedet med det formål at se, om vi kunne skaffe kapital til at igangsætte endnu flere nye aktiviteter ved at afhænde en andel af vores aktiver i fonde til en fornuftig pris (som indikeret på årsmødet den 2. april 2008 og beskrevet i Vækstrapporten for 2007, side 32).

Når vi mener, at der var fornuft i at teste markedet, skyldes det, at det danske venturemarked er ramt af den globale, økonomiske afmatning. De risikovillige midler bliver færre. Investorerne holder mere på pengene og satser på det sikre – eller satser slet ikke. 2008 bliver et svagt år for dansk venture, og der bliver ikke foretaget nær så mange nyinvesteringer som de senere år. Oveni kommer, at vores analyser viser et dansk venturemarked, som skal have tilført 20 milliarder kroner over de næste fem år for at kunne udvikle de virksomheder, der allerede er i ventureselskabernes porteføljer, og investere i de nye virksomheder, der hvert år kommer til. Et delvist salg af ejerandele i venturefondene kunne skaffe kapital til at øge investeringsaktiviteten i Vækstfonden yderligere. Men det skal ikke ske for enhver pris.

”Vi ønsker at give markedets aktører det bedst tænkelige udgangspunkt for, at deres og vores investeringer klarer sig bedst muligt. Det handler overordnet set om at skabe flere nye vækstvirksomheder i Danmark – også når markedet fattes penge. Nu har vi prøvet markedet af, som vi lovede. Men køberne vil bare ikke betale nok”, konkluderer Martin Vang Hansen.

Kontakt Vækstfonden


Martin Vang Hansen - CFO og vicedirektør
+45 35 29 86 50
+45 40 80 48 72
mvh@vf.dk