Til forsiden

Med 9 millioner kroner fra Startkapital vil eMedLink forbedre livskvaliteten hos kronikere og frigive sengepladser på hospitalerne

02-04-2008 Nyhed

Med en investering på 9 millioner kroner, har Startkapital taget hul på at starte nye danske vækstvirksomheder, der er drevet af en konkret efterspørgsel i markedet.

En af de første virksomheder udviklet ud fra dette koncept er eMedLink. Virksomheden skal sammen med partnere i blandt andet det danske hospitalsvæsen skabe, udvikle og sælge en teknologisk platform, der gør det nemt og sikkert for patienter med kroniske lidelser at være ”indlagt” i deres eget hjem.

”Perspektiverne for eMedLink og for Startkapitals fremgangsmåde er meget store. Sygehusene varetager i dag en stor opgave omkring behandling af kronikere - alene i Danmark har vi 1.8 millioner kronikere – en udfordring der går igen i resten af EU og USA. Når vi sammen med sygehusene kan skabe innovation i sundhedssektoren og samtidig kan etablere en ny dansk vækstvirksomhed, føler vi også, at vores model har store perspektiver for Danmark”, forklarer Managing Partner i Startkapital, Jeppe Jessen.

eMedLink vil i en pilotperiode opbygge en telemedicinsk platform, der er særligt rettet mod kronikere og i første omgang den kronikergruppe, der lider af KOL - populært kaldet rygerlunger. Det anslås lige nu, at der findes 400.000 KOL-patienter i Danmark, og de udgør en af de største kronikergrupper såvel i Danmark som i andre lande. KOL patienterne optager hver fjerde seng på hospitalernes medicinske sengeafsnit.

”En række pilotforsøg, der har kørt herhjemme, viser, at en del af KOL-patienterne med fordel kan blive tilbudt telemedicin. Dermed bliver det muligt for patienterne at komme tidligere hjem til de vante omgivelser. Telemedicinen giver bl.a. mulighed for en virtuel stuegang, hvor hospitalspersonalet kan modtage måleresultater, som patienterne selv har målt i deres hjem. Det at komme hjem i stedet for at være indlagt på hospitalet vil øge livskvaliteten for patienterne og samtidig frigive sengepladser på hospitalerne.”, siger CEO i eMedLink, Marianne Rosager.

Globalt vinderpotentiale

Men det er ikke kun patienter med KOL, der får gavn af den nye virksomheds teknologi og services, andre kronikergrupper vil også få glæde af telemedicinen.

”På sigt vil vores teknologi også komme for eksempel diabetes- og hjertepatienter til gode. Meget forsigtigt skønnet kan der på landsplan frigives et pænt trecifret millionbeløb på hospitalerne til andre og mere krævende opgaver, når vores produkt er implementeret”, forudser Marianne Rosager.

I Startkapital ser man virksomheden som en mønsterinvestering.

”Vores metode går netop ud på, at vi gennem vores netværk får beskrevet en række problemer, som savner en løsning, der kan danne grundlag for vækstvirksomheder med globale vindermuligheder. Og det er netop den vej, at ideen til eMedLink er opstået. Man behøver ikke at kigge meget langt udenfor landets grænser for at forestille sig det temmelig imponerende kundegrundlag, der venter”, påpeger Jeppe Jessen. Startkapital ser frem til at investere i et par nye virksomheder i løbet af de næste måneder, der også er etableret ud fra samme grundlag.