
Vækstfonden reagerer på kritik i Børsen af porteføljesalg
09-04-2008 Nyhed
Vækstfonden ønsker ikke at skabe usikkerhed i markedet ved at forsøge at sælge aktiver på et ugunstigt tidspunkt, som unavngivne kilder beskylder os for i Børsen 9. april 2008.
Vi ønsker tværtimod at give markedets aktører det bedst tænkelige udgangspunkt for, at deres og vores investeringer klarer sig bedst muligt. Det handler overordnet set om at skabe flere nye vækstvirksomheder i Danmark – også når markedet fattes penge.
Efter den rejste kritik – og for at sikre fuld opbakning til en eventuel salgsproces - går vi atter i dialog med aktørerne. Vi henvender os d.d. til alle de seks involverede ventureselskaber, hvor vi beder dem af- eller bekræfte deres hidtidige tilkendegivelser. Hermed får de mulighed for at revurdere deres tilsagn. Fem af ventureselskaberne har hidtil sagt ja, kun et enkelt har hidtil takket nej, og vi har derfor undladt at medtage denne portefølje i de nuværende sonderinger af mulige salg.
Der er dog intet, som er foregået i ”hemmelighed”, som Børsen skriver: Vi har faktisk skrevet udtrykkeligt i vores
Vækstrapport (på side 32), som vi i marts i år har distribueret bredt til pressen, iværksættere og investorer og lagt på vores hjemmeside, at vi vil se, om det er muligt at afhænde en del af vores aktiver i fonde til en fornuftig pris. Vi har også nævnt på vores årsmøde 2. april, hvor over 800 deltog, at de fleste af Vækstfondens penge er ude at arbejde, og at det er vigtigt at tage initiativer, som skaffer kapital til nye investeringer i virksomheder med vækstpotentiale.
Men det lader ikke til, at alle dele af pressen og investorer har forstået vores bevæggrunde godt nok. Det tager vi til efterretning og gør derfor en ny indsats for at fortælle, hvordan vi ser verden:
Når Vækstfonden lige nu mener, det er fornuftigt at gøre en ekstra indsats for at sælge Vækstfondens andele af en række porteføljeselskaber, skyldes det tre ting:
• Nye virksomheder har – på
grund af den finansielle krise – svært ved at rejse kapital.
• Vækstfonden har således – på
grund af den finansielle krise - ekstra behov for at rejse kapital til nye investeringer, så vi kan løfte flere virksomheder med vækstpotentiale frem.
• Vækstfonden får – på
trods den finansielle krise – fortsat henvendelser fra mulige købere; udenlandske og danske fonde, som har mandat til at foretage opkøb af modne virksomheder, der ligger i danske ventureselskaber.
Vi vil gerne igen understrege, at Vækstfonden selvklart ikke vil foretage salg af investeringer i venturefonde, der forvaltes af ventureselskaber, med mindre det sker i fuld accept af de pågældende ventureselskaber.
Kontakt nedenstående for mere information:
Kontakt Vækstfonden
 | Christian Motzfeldt - Direktør |
+45 35 29 86 70 +45 40 80 48 60 cm@vf.dk |
 | Martin Vang Hansen - CFO og vicedirektør |
+45 35 29 86 50 +45 40 80 48 72 mvh@vf.dk |