Til forsiden

Kort om Vækstfonden

Vækstfonden er en statslig investeringsfond, der medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i 3.700 danske virksomheder for et samlet tilsagn på ca. 10 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital eller lån i partnerskab med private investorer og finansierer med kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter. 

Klummer

Fra Kolding til Mount Everest

Af Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden

Vi hører fra tid til anden, at bankerne ser mere kritisk på nogle brancher end på andre, og at virksomheder i de pågældende brancher derfor har særligt svært ved at få den rigtige finansiering. Om det rent faktisk forholder sig sådan, skal jeg ikke kunne sige. Men når jeg kigger på de knap 300 lån, vi i det seneste år har kautioneret for med Vækstkaution, kan jeg konstatere, at stort set alle brancher er repræsenteret. Så i forhold til anvendelsen af statslige kautioner ser der ikke ud til at være tale om markante brancheforskelle.

Der er dog enkelte brancher, som skiller sig ud. Ikke mindst er landbruget kommet godt med, efter at vi i april fik mulighed for også at kautionere for lån til de primære erhverv. Landbruget tegner sig for hele 33 pct. af den samlede lånevolumen. Dels dækker lånene forskellige typer bedrifter, dels er lånene til landbruget i gennemsnit noget større, end tilfældet er i de fleste andre brancher. Serviceerhvervene er ligeledes rigtig godt repræsenteret med godt 40 pct. af den samlede lånevolumen.

Men selv om nogle sektorer trækker mere end andre, er spektret af brancher, som har fået lån med Vækstkaution, faktisk meget bredt. Mange taler om, at hotel- og restaurationsbranchen er særligt trængt. Her har vi bl.a. ydet kaution for lån til hotelkæden Milling Hotels, så de har kunnet investere i et nyt hotel i Kolding. Hotellet er kædens femte i rækken af familievenlige hoteller, og de har stik imod trenden i branchen flere bookinger end nogensinde før. I en helt anden boldgade har vi ydet kaution for lån til DAO Aviation A/S, som foretager avancerede reparationer på og vedligeholdelse af turbopropfly. Virksomheden har hjemme i Roskilde Lufthavn og betjener en helt speciel niche af kunder, som operer i verdens mest barske egne. Det er formodentlig de færreste, der ville have gættet på, at et dansk firma vedligeholder det ene af blot to fly i verden, som er i stand til at bringe dristige bjergbestigere helt frem til foden af Mount Everest.

Hverken bankerne eller staten er interesseret i at medfinansiere virksomheder, som ikke hviler på et sundt fundament. Den vigtigste forudsætning for at få lån med kaution fra staten – og lån i det hele taget – er derfor, at man driver en sund forretning, hvor afsætning, indtjening og ledelseskompetencer står mål med omkostningerne og udviklingsplanerne. Vores tal viser, at de virksomheder findes i alle erhverv. Så mangler du ekstra sikkerhed for dit lån, kan du roligt tage Vækstkaution med i dine overvejelser – også selvom du befinder dig i en af de mere trængte eller særprægede brancher.


Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten 11. oktober 2010.