Til forsiden

Kort om Vækstfonden

Vækstfonden er en statslig investeringsfond, der medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i 3.700 danske virksomheder for et samlet tilsagn på ca. 10 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital eller lån i partnerskab med private investorer og finansierer med kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter. 

Klummer

Vækst med ejerskifte

Af Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden

Virksomheder, som har været gennem et ejerskifte, skaber større vækst og ansætter flere medarbejdere end gennemsnittet af virksomheder i Danmark. Så klare er konklusionerne i vores nyligt gennemførte analyse af de over 600 ejerskifter, som vi i tidens løb har været med til at finansiere med Vækstkaution.

Analysen viste også, at konkursraten blandt virksomheder, som har været gennem et ejerskifte, er betydeligt lavere end for andre typer forretningsudvikling og iværksætteri, vi har været med til at finansiere. Det ser altså ud til, at de virksomheder, som gennemgår et ejerskifte, typisk hviler på et solidt fundament, som nye ejere har stor gavn af at bygge videre på. Og bygge videre – det gør de. I perioden 2005-2010 har væksten i antal ansatte i ejerskiftede virksomheder været 11 pct., hvorimod den samlede beskæftigelse for alle industrivirksomheder eksempelvis er faldet med 14 pct. i samme periode. Nye ejere giver altså også ny vækst på solide fundamenter.

Netop derfor er der også rigtig god grund til at fokusere på ejerskifter i debatten om, hvordan vi kan skabe mere vækst og udvikling i Danmark. Ikke mindst i betragtning af, at en meget stor del af væksten i den danske beskæftigelse faktisk bliver skabt af de små og mellemstore virksomheder, hvor ejer- og generationsskifter typisk er en naturlig del af forretningsudviklingen.
Vores analyse viser, at sandsynligheden for at gennemføre et succesfuldt ejerskifte er betydeligt højere, hvis køber har været ansat i virksomheden eller har tilegnet sig konkret brancheerfaring på anden vis. Det er ligeledes afgørende, at køber har ledelseserfaring – og især i forhold til personaleledelse. Som sælger kan man bidrage direkte til at skabe succes ved i den første tid at involvere sig aktivt i driften. Man skal ikke gå den nye ejer i bedene, hvad de fleste nok også helst ville have sig frabedt. Men ved at fungere som sparringspartner for den nye ejer kan man være med til at sikre, at værdifuld viden og relationer ikke går tabt.

Og så er der finansieringen. Her har vi faktisk også oplevet, at sælger spiller en stadig større rolle ved mange ejerskifter. Vi ser, at sælger udskyder dele af betalingen for at give køber mulighed for at overtage forretningen med en mindre kontantbeholdning. En del sælgere er også med på en såkaldt earn out-model, hvor sælger tjener mere på salget, jo bedre virksomheden klarer sig i årene efter salget. På den måde kan sælger få en god pris for sin virksomhed og være med til at give køber den bedst tænkelige start. Kniber det for køber at stille nok sikkerhed for de nødvendige lån, kan vi træde til med en Vækstkaution, hvor Vækstfonden på vegne af staten garanterer for 75 pct. af lånebeløb på op til 10 mio. kr.

Men hvad betyder analyseresultaterne for potentielle købere og sælgere? For potentielle købere, som går og drømmer om at få deres egen forretning, betyder det, at de kunne overveje at overtage en eksisterende forretning som alternativ til at starte helt fra bunden, hvis muligheden opstår. Sandsynligheden for at få succes er simpelthen større, selvom kapitalkravet i udgangspunktet ofte vil være højere. For sælger betyder det, at der faktisk er en god mulighed for at se et livsværk eller hjertebarn blive videreført med succes med en ny ejer ved roret. Mange af virksomhederne er ejerledede, og min oplevelse er, at stolthed og følelser ofte spiller en stor rolle, når forretningen skal afhændes. Rent økonomisk kan et ejerskifte også være attraktivt, men det kræver, at man finder den rigtige køber og er indstillet på selv at bidrage til skiftet.

Både for købere og sælgere er der altså god grund til at samarbejde tæt om ejerskifterne. Resultatet kan aflæses direkte på bundlinjen.   

Bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten 12. juni 2011