Øvrige krav
Finansieringen skal ske som et led i ventureinvestorens investering i seed- eller A-runde.
- Seed-runde er defineret som finansiering af forskning eller vurdering og udvikling af et produkt eller koncept, før virksomheden har indledt egentlig produktion eller markedsføring.
- A-runde er defineret som finansiering af produktudvikling og indledende markedsføring samt produktion og salg i mindre skala, såsom salg af prototyper. Virksomhederne er i opstartsfasen eller har været etableret i kortere tid, men har kun i begrænset omfang solgt produktet kommercielt.
Vækstlån kan kun ydes i forbindelse med den pågældende ventureinvestors første investering i en virksomhed. Virksomheden må imidlertid gerne have modtaget op til 4,3 mio. kr. i tidlig egenkapitalfinansiering fra andre kilder end stifterne af virksomheden i form af primær projektfinansiering fra et innovationsmiljø eller fra ikke-professionelle investorer.
Vækstlån kan være på maksimalt 7,45 mio. kr., men dette forudsætter, at virksomheden ikke tidligere har modtaget midler fra staten eller andre offentlige kilder med et statsstøtteelement. Ethvert beløb, som virksomheden tidligere har modtaget fra staten eller andre offentlige kilder, skal således fratrækkes det maksimalt mulige lånebeløb på 7,45 mio. kr. – krone for krone – medmindre det konkret kan dokumenteres, at de modtagne midler ikke har indeholdt et statsstøtteelement.
Virksomhederne indgår en standardlåneaftale direkte med Vækstfonden. Se standardlåneaftale i boksen til højre.