
”Hvis man vil holde på de gode hoveder, så skal der være arbejdspladser med videnindhold. Og vice versa. Det ene er forudsætningen for det andet”, siger Carl Christian Nielsen, der var en af hovedkræfterne bag Syddansk Kapital K/S.
Syddansk Kapital: Behov for viden skabte fond
Syddansk Kapital blev stiftet for at skabe et kapitalgrundlag, der kunne være med til at finansiere flere videntunge virksomheder i det syddanske område.
De universitetsnære regioner i Danmark er kendetegnet ved, at de virksomheder, som har hjemme der, har et stort videnindhold og er gode til at tiltrække kloge hoveder. Sådan så billedet dog ikke ud i det syddanske område i 2003, da en række industrifolk satte sig for at ændre på tingenes tilstand.
"Jeg plejer at sige, at de syddanske virksomheder er gode til at støbe og bukke jern. Til gengæld er de ikke videntunge. Det var vi en kreds af industrifolk, der gerne ville være med til at ændre på, og derfor blev Syddansk Kapital stiftet," forklarer en af hovedkræfterne bag det syddanske ventureselskab, Micro Matic-indehaveren Carl Christian Nielsen.
Syddansk Kapital blev stiftet med en bred regional opbakning, som spænder fra industri til regionale pengeinstitutter. Og Syddansk Universitet sidder med i investeringskomiteen.
"I vores region var der almindelig konsensus om behovet for en fond, som kunne være med til at skabe flere arbejdspladser med et højt indhold af viden. Hvis man vil holde på de gode hoveder, så skal der være arbejdspladser med videnindhold. Og vice versa. Det ene er forudsætningen for det andet," siger Carl Christian Nielsen.
I første omgang lykkedes det at rejse en fond på 200 millioner kroner til at investere i syddanske videnvirksomheder. Mange af dem med udspring i miljøet omkring Syddansk Universitet.
"Det var en god begyndelse, men det stod ret hurtigt klart, at der var brug for at tænke det syddanske område ind i en større sammenhæng. Og dermed en større konstruktion, der indebar en større fond i Vestdanmark," understeger Carl Christian Nielsen.
Det var en holdning, som blev delt i bestyrelser og managementteam i den østjyske fond Incuba Venture og i nordjyske InnFond. Og i 2006 blev Syddansk Kapital, INCUBA Venture og InnFond lagt ind under et fælles managementteam med navnet Inventure Capital.
"Ved at slå aktiviteterne sammen opnåede vi en bedre udnyttelse af vores kompetencer," siger Carl Christian Nielsen.
Inventure Capital forvalter tæt på 800 millioner kroner og har investeret i 17 virksomheder inden for life sciences og it.
FAKTA
-
Stiftet: 2003 som Syddansk Kapital, forvaltes i dag af Inventure Capital
-
Portefølje: Inventure Capital forvalter 17 virksomheder i de tre fonde Syddansk Kapital, InnFond (stiftet 2000) og INCUBA Venture (stiftet 2002)
-
Investorer bag Syddansk Kapital: Industriens Pensionsforsikring, B&MC Holding Nordborg, Fionia Banks Aktiefond, Nordea, Nielsen & Nielsen Holding, Sydbank, C.C.N. Holding, Sportgoods Holding, Primo Danmark, Danske Bank, Fleggaard Holding, Den Faberske Fond, Claus Sørensen A/S, Vecata, Nykredit Realkredit, Vestervangen Holding Odense, Entreprenør Marius Pedersens Fond, Odense Internationale Center, Frøs Herreds Sparekasse, Contigo og Vækstfonden
Tilbage til oversigt