
Hent printvenlig case om LindCom (pdf)
LindCom: Vil løfte salget
Med virksomheder som DLG og OK Benzin på kundelisten har flere års krævende udvikling givet pote for ingeniørvirksomheden LindCom i Lyngby. Virksomheden har udviklet en helt særlig teknologi til måling og registrering af indholdet i tanke og siloer – en teknologi, der kan få afgørende betydning for produktionen i fx olieindustrien og landbruget
”Vores teknologi giver mulighed for at måle indholdet af tanke, siloer og andre beholdere meget nøjagtigt og dele disse oplysninger med andre elektronisk. Når eksempelvis et olieselskab kan følge kundens forbrug direkte, kan selskabet bedre planlægge udbringningen og undgå spild. Leverandøren ved nøjagtigt, hvor stor en mængde den enkelte kunde har brug for og hvornår,” fortæller grundlægger og adm. direktør Flemming Lind Andersen.
Rustet til salgsfremstød
LindCom A/S har fået et lån med Vækstkaution i Nordea, og med det som fundament retter virksomheden nu fokus mod den næste store udfordring: udvikling af salget.
”Vi sætter nu alle ressourcer ind på at udvikle salgssiden af vores forretning. Vi har en lang række positive tilbagemeldinger fra vores kunder, men det er stadig en stor udfordring at nå markedet i større omfang med et nyt produkt,” siger Flemming Lind Andersen og fremhæver, at det er netop det, pengene fra lånet skal bruges til.
Finansiering af en god ide
Nordea fremhæver, at LindCom er et godt eksempel på en virksomhed, som har behov for finansiering på et kritisk tidspunkt i virksomhedens udvikling.
”Det er ganske typisk, at vi kommer ind på det tidspunkt, hvor produktet er færdigudviklet for at hjælpe med finansieringen til at få det ud på markedet,” siger pressechef Claus Christensen. ”Vi bruger typisk Vækstkaution i sager, hvor en virksomhed med en god og gennemtænkt ide eller et godt produkt mangler tilstrækkelig egenkapital eller sikkerhed til at dække lån og kreditter.”
FAKTA
- Stiftet: 2005
- Ansatte: 5
- Produkt: Teknologi til måling og registrering af indhold i siloer og tanke
- Vækstfonden-finansiering: Vækstkaution for et lån i et pengeinstitut
- LindComs hjemmeside
Sidst opdateret 14. september 2011
Tilbage til oversigt