Til forsiden

Kort om Vækstfonden

Vækstfonden er en statslig investeringsfond, der medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i 3.700 danske virksomheder for et samlet tilsagn på ca. 10 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital eller lån i partnerskab med private investorer og finansierer med kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter. 

Stirling DK

Stirling DK er en af de virksomheder, Vækstfonden har investeret i

Jurist

Vi står over for nye og spændende opgaver, og vi søger derfor endnu en kollega til vores juridiske team i Hellerup, der med dig kommer til at tælle fire jurister.

Om stillingen
I Vækstfonden får du en enestående mulighed for at komme helt tæt på dynamiske små og mellemstore vækstvirksomheder, der har store ambitioner om succes. Du er centralt placeret i organisationen og får hurtigt et direkte og personligt ansvar for at løse opgaver selvstændigt. Du vil få brug for alle dele af din faglige og personlige værktøjskasse og vil også i høj grad få mulighed for at se de praktiske konsekvenser af de løsninger, du er med til at skabe.

Som en del af vores juridiske team vil du bl.a.:

  • blive en tæt sparringspartner for afdelingen Vækstkaution, hvor du skal hjælpe med alle former for kreditretlige vurderinger
  • deltage i alle dele af processen med at investere i og frasælge ejerandele i Vækstfondens porteføljevirksomheder
  • løbende rådgive de kommercielt investeringsansvarlige medarbejdere i mange forskellige erhvervsretlige problemstillinger
  • deltage i udviklingen af nye produkter og services.

Om dig
Du har gennemført din juridiske eksamen med gode karakterer, og du er stærk i såvel teoretisk som praktisk anvendt kreditret og selskabsret. Endvidere må du meget gerne have et godt kendskab til ansættelsesret, immaterialret og skat. Det er også vigtigt, at du er god til at udforme kontrakter.

Vi forventer desuden:

  • at du har arbejdet mindst et år som advokat i advokatbranchen
  • at du har solid erfaring med rådgivning i erhvervsretlige forhold
  • at du er i stand til at tænke juridiske løsninger ind i en praktisk sammenhæng.

Du har en åben og omgængelig personlighed og en god portion humoristisk sans. Du er en holdspiller og har ambitioner om og potentiale til at udvikle dig både personligt og professionelt. Og så har du stor personlig integritet og arbejder struktureret. Vi værdsætter nye tanker og ideer, og du må ikke være bange for at sætte nye ambitiøse standarder for den måde, vi arbejder på.

Hvad tilbyder Vækstfonden?
Vækstfonden er en organisation, hvor du har mulighed for at gøre en synlig forskel i form af engagement, kreativitet og ihærdighed. Vi lægger i den forbindelse stor vægt på vores værdier: ambition, åbenhed og respekt. Du får mulighed for at videreudvikle dine kommercielle evner, og derudover lægger vi generelt vægt på løbende at uddanne og opkvalificere vores medarbejdere. Erfaringsmæssigt vil du efter nogle års ansættelse have nået en vigtig milepæl i forhold til din videre karriere. Du får løn efter kvalifikationer.

Ansøgning og kontakt
Send din ansøgning til Karin Kool Ammitsøe på kka@vf.dk senest fredag 10. februar 2012. Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte chefjurist Anders Markvardt på 35 29 86 15.


KLIK HER FOR EN PRINTVENLIG VERSION (PDF)