Til forsiden

Kort om Vækstfonden

Vækstfonden er en statslig investeringsfond, der medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i 3.700 danske virksomheder for et samlet tilsagn på ca. 10 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital eller lån i partnerskab med private investorer og finansierer med kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter. 

Vækstfondens nyheder

Bestyrelse og direktion

Vækstfonden ledes af en professionel bestyrelse.

Bestyrelsesmedlemmer udnævnes af erhvervs- og vækstministeren. Hvert bestyrelsesmedlem kan udnævnes to gange i perioder a op til tre år. To medlemmer udpeges efter indstilling fra Danmarks Vækstråd, og et medlem udpeges efter indstilling fra Rådet for Teknologi og Innovation.

Bestyrelsen sammensættes således, at der er repræsenteret en bred erhvervsmæssig indsigt inden for ledelse, afsætning, finansiering og ventureinvestering, arbejdsmarkedsforhold, teknologi samt de særlige forhold, der knytter sig til små og mellemstore virksomheder.

Der holdes årligt mindst seks bestyrelsesmøder, heraf mindst et bestyrelsesmøde i hvert kvartal.


BESTYRELSE

Carsten Koch, formand har senest været adm. direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, hvor han fratrådte i 2011. Tidligere har han været bl.a. adm. direktør i Danske Invest og såvel skatteminister som sundhedsminister i årene fra 1994 til 2000. Aktuelt er han desuden formand for bestyrelserne i Udviklingsselskabet By & Havn, Københavns Havns Pensionskasse, FredericiaC Arealudviklingsselskab og Forca og formand for Beskæftigelsesrådet.
Carsten Koch tiltrådte som formand for Vækstfondens bestyrelse 1. februar 2012.
   

Birgitte Hansen er medejer af og direktør i konsulentvirksomheden Slotsholm. Birgitte Hansen har mange års ledelseserfaring fra det offentlige – som socialdirektør i Brøndby Kommune og som kontorchef for arbejdsmarkeds- og socialområdet i Finansministeriet. Endvidere var Birgitte Hansen medlem af Arbejdsmarkedskommissionen, der blev nedsat i 2007, og af Velfærdskommissionen, der blev nedsat i 2003. Birgitte Hansen er cand.polit. fra Københavns Universitet.
Birgitte Hansen tiltrådte som bestyrelsesmedlem i Vækstfondens bestyrelse 28. februar 2010.
   

Ole Krog har været fuldmægtig i Københavns Amt, Indenrigsministeriet og Finansministeriet. Senere var Ole Krog ni år i Dansk Arbejdsgiverforening – heraf de fire sidste som direktør. Han blev adm. direktør i Danmarks Apotekerforening i 2000, og tre år senere blev han direktør i DI. Ole Krog har desuden været formand for JØP (Juristernes og Økonomernes pensionskasse) og næstformand i PensionDanmark. I 2005 blev han adm. direktør i HTS Arbejdsgiverforeningen for så at vende tilbage til DI som viceadministrerende direktør efter sammenlægningen af HTS med DI, hvor han var frem til foråret 2011. Ole Krog er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
Ole Krog tiltrådte som bestyrelsesmedlem i Vækstfondens bestyrelse 15. juni 2011.
   

Lars Mikkelgaard-Jensen er adm. direktør i IBM Danmark. Lars Mikkelgaard-Jensen har mange års erfaring fra it-branchen. Siden 2005 har Lars Mikkelgaard-Jensen været formand for Rådet for Teknologi og Innovation, og han er desuden medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i DI. Lars Mikkelgaard-Jensen er cand.polit. fra Københavns Universitet.
Lars Mikkelgaard-Jensen tiltrådte som bestyrelsesmedlem i Vækstfondens bestyrelse 28. februar 2010.
   

Anders Thoustrup er formand for bestyrelsen i Sydbank og bestyrelsesformand for Randers Investeringsselskab. Han har tidligere været med til at grundlægge elektronikvirksomheden Thoustrup & Overgaard og er i dag medejer af og aktiv bestyrelsesformand for maskinfabrikken Fornax.    
Anders Thoustrup tiltrådte som bestyrelsesmedlem i Vækstfondens bestyrelse 1. februar 2012.
   

Kirsten Drejer er medstifter og adm. direktør i biotekvirksomheden Symphogen og medlem af Højteknologifondens bestyrelse. Hun er desuden medlem af Det Farmaceutiske Fakultets Advisory Board og Akademiet for de Tekniske Videnskaber. Tidligere har Kirsten Drejer været bestyrelsesmedlem i Danisco og Bioneer.
Kirsten Drejer tiltrådte som bestyrelsesmedlem i Vækstfondens bestyrelse 1. februar 2012.

 

DIREKTION  

Christian Motzfeldt har været direktør i Vækstfonden siden 2001. Christian Motzfeldt har tidligere arbejdet i Danmarks Nationalbank, EU-Kommissionen, Danske Bank og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Christian Motzfeldt er økonom fra University of Manchester (MA Econ 1985) og Aarhus Universitet (cand.oecon. 1986). Kontakt Christian Motzfeldt