Til forsiden

Vækstfondens nyheder

Udbudslignende proces om Iværksætterfond Vestdanmark er sat i gang

03-03-2010 Pressemeddelelse

Staten stiller nu 150 mio. kr. til rådighed for etablering af en vestdansk iværksætterfond. Professionelle forvaltere kan fra i dag og frem til 29. marts 2010 byde ind på den samlede forvaltning af den nye fond.

Den nye Iværksætterfond Vestdanmark skal investere i virksomheder, der bygger på de erhvervsmæssige styrkepositioner, som er særligt udprægede i de vestdanske regioner. Fonden skal administreres af forvaltere med hovedsæde i Vestdanmark. Professionelle forvaltere kan fra i dag og frem til 29. marts byde ind på den samlede forvaltning af fonden. Udvælgelsen af forvalterteamet sker i en udbudslignende proces, hvor alle ansøgninger bliver vurderet efter samme kriterier. Iværksætterfond Vestdanmark vil blive etableret i et samarbejde mellem offentlig og privat kapital, hvor forudsætningen for at få penge fra staten er, at forvalteren af fonden formår at rejse privat kapital af mindst samme størrelse som det statslige indskud. Statens kapital på i alt 150 mio. kr. administreres af Vækstfonden, som får en ejerandel i fonden svarende til kapitalindskuddet i den nye fond.

Foruden kravene om privat kapital og et forvalterteam med hovedsæde i Vestdanmark er det også en betingelse, at fonden foretager kommercielle investeringer i nye danske virksomheder i de tidlige udviklingsstadier. Ansøgningerne fra forvalterne behandles af Vækstfondens bestyrelse efter en forretningsmæssig vurdering, hvor det blandt andet vil blive prioriteret, at fonden er økonomisk levedygtig. Der bliver holdt orienteringsmøde i Vækstfonden for alle interesserede ansøgere fredag 5. marts 2010, kl. 15.00-17.00. Læs mere om orienteringsmødet og ansøgningsprocessen her.

I tillæg til den nye fond overvejer de vestdanske vækstfora at etablere tre regionale fonde på hver ca. 50 mio. kr. De kan vælge at tilbyde at matche investeringerne fra Iværksætterfond Vestdanmark i hver enkelt investering. Dette forudsætter enighed herom mellem de regionale fonde og Iværksætterfond Vestdanmark.

 

Yderligere oplysninger om kontaktpersoner

Christian Motzfeldt - Direktør
Direktør i Vækstfonden siden 2001. Har tidligere arbejdet i Danmarks Nationalbank, EU-Kommissionen, Danske Bank og Økonomi- og Erhvervsministeriet. Er økonom fra University of Manchester (MA Econ 1985) og Aarhus Universitet (cand.oecon. 1986).

Tel: +45 35 29 86 70
cm@vf.dk