Til forsiden
Bavarian

Vækstlån til virksomheder

Vækstlån er lån til videnintensive og kapitaltunge vækstvirksomheder, som befinder sig i de tidlige udviklingsstadier. Lånet kan være på mellem 2 mio. kr. og 7,45 mio. kr. og ydes i forbindelse med, at virksomhederne får tilført risikovillig kapital fra en eller flere ventureinvestorer.

Lånet kan opdeles i maksimalt 2 trancher. Første tranche skal være på minimum 1 mio. kr.

Formålet med vækstlån er at forbedre adgangen til kapital for vækstvirksomheder i de tidlige stadier og dermed styrke interessen for at starte nye vækstvirksomheder. Samtidig skal vækstlån gøre det mere attraktivt for ventureinvestorerne at investere i meget tidlig virksomhedsudvikling. Vækstlån giver investorerne mulighed for at sprede deres investeringer på flere virksomheder ved at investere mindre beløb og supplere med lån fra staten. Dermed skaber vækstlån et bedre forhold mellem risiko og afkast for ventureinvestorerne.

Vækstfonden yder vækstlån direkte til virksomhederne, men det sker i partnerskab med virksomhedernes professionelle ventureinvestorer. Som virksomhed skal man derfor drøfte muligheden for vækstlån med sin investor og ikke med Vækstfonden. Ventureinvestorer, som kan opfylde en række fastsatte krav, godkendes som partnere af Vækstfonden og får adgang til en fælles låneramme. Dermed kan de matche deres investeringer med vækstlån. Den samlede, fælles låneramme er på 250 mio. kr. og udløber ved udgangen af 2015.

Vækstlånsordningen trådte i kraft 13. januar 2011.

Læs mere om krav, vilkår og omkostninger i menuen til venstre, og download ansøgningsskema til rammeaftale, standardrammeaftale og standardlåneaftale i boksen til højre.



Vækstlån på finansloven

Vækstlån er vedtaget som et led i finanslovsaftalen for 2011. Se finanslovsaftalen her.